På naturens vegne

Fodsporet, der forbinder Slagelse, Skælskør og Næstved er en fornøjelse at cykle langs. Sporet leder os til et forsvundet slot, et nygammelt das, en skarnstavle, en rød rutebil, en liderlig præst og vrængende hoveder.

Jeg kører ad Slotsalleen i Slagelse, jeg må se, hvordan byens slot ser ud. Men da alleen slutter ved Grønningen, er der intet slot, men et skilt med henvisning til Antvorskov Ruin.

Og på dette sted har der da også ligget et kongeslot engang. Frederik II endte sine dage i slottets gemakker, men inden der kom blåt blod inden for murene, var det munke, der befolkede det vældige anlæg.

Antvorskov kloster blev grundlagt omkring år 1164. Det var Johanniterordenes hovedsæde i Norden. Det firesidede klosteranlæg havde en imponerende kirke, der var 63 meter lang (til sammenligning er Roskilde Domkirke 83 meter lang). Ordenens banner havde et hvidt kors på rød bund, sandsynligvis forløberen til Dannebrog. Riddere fra Johanniterordenen i Antvorskov kan have haft banneret med på Valdemar Sejrs korstog til Estland i 1219. Men ifølge sagnet faldt det danske nationalflag ned fra himlen under slaget ved Lydanisse, og det er da en hyggelig historie.

Med reformationen blev klostret i Antvorskov ombygget til kongeslot i 1580, og kongen befalede, at matriklen ikke længere måtte kaldes kloster. Den, der forbrød sig mod denne ordning, måtte bøde med en okse til hoffet.

Et naturligt stop

Nok om konger og klostre, vi forlader ruinen og kører ud på Fodsporet, Sydsjællands nye natursti mellem Slagelse og Næstved og med en sidegren til Skælskør. Og lad det være sagt med det samme: Det er en stor glæde at køre på den nylagte asfalt, der er flankeret af adskillige rastepladser og hvilesteder – og med shelters, hvor man kan overnatte, hvis man har lyst til at sove i det fri under halvtag. Desuden er der flere legepladser til børnene. Man kan endda træde af på naturens vegne i et lille sort skur med hjerte i døren – et såkaldt das eller muldtoilet – nyopført, men indrettet som da damplokomotiverne endnu osede gennem terrænet. For sarte sjæle kan det oplyses, at det er rent og pænt, og der er papir, man behøver ikke nøjes med avisen.

Det første fodspor begynder tæt på Slagelse Station, jeg triller sydpå til Flakkebjerg, hvor vi i det første kryds efter stationsbyen drejer op ad Gimlingevej. Her ligger midt i byen Flakkebjerg Forskole, en lille gulkalket bygning med das i baghaven. Skolen blev taget i brug i 1904 og lukket i 1962, men man kan se skolestuen, som den stod, da lærerinde Ingeborg Katrine Nielsen efter 47 års tro tjeneste måtte gå af samme år, som skolen blev nedlagt. Og tro tjeneste er det rette ord, skolefrøkenen var konservativ, og der skete stort set ingen ændringer i indretning og undervisning, mens hun regerede.

Skolestuen lå i den ene ende af huset, frøken Nielsen boede i den anden, hun havde to små stuer, et køkken med spisekammer og et lille kælderrum samt soveværelse. Skolens elever var opdelt i to klasser, de havde tre timers undervisning hver anden dag. Det var tider!

Tørsten melder sig, jeg tager et par slurke fra cykelflasken i Dalmose, mens jeg overvejer, om jeg skulle melde mig ind i D.Ø.N.L. Bogstaverne står for Dalmose Øl Nyder Loge, der holder julefrokost hvert år i uge 47. Det foregår lørdag, men der er betingelser knyttet til udskejelserne: Medlemmerne skal medbringe en date af modsatte køn, men lykkes det ikke at finde en mage at møde op med, må man påtage sig den pligt at være tjener for de andre gæster under middagen samt festen bagefter.

På Slagelseegnen

Kort efter udkørslen fra den store gule station i Dalmose er der to spor at følge: Ligeud mod Næstved eller til højre mod Skælskør. Jeg rækker højre arm ud og kører mod ”byen ved muslingestrandbredden” som på gammeldansk hedder Skælfiskør, og sådan blev Skælskør omtalt første gang i kong Valdemar II’s jordebog i 1231. Skælfisk betyder musling og ør gruset strandbred og voila, så har man sammentrængt tre ord til ét. Helt sms-agtigt.

Men inden vi når til grusstranden, aflægger vi kirken i Sønder-Bjerge et besøg for at se på gudshusets skarnstavle. På Slagelseegnen findes en række fine altertavler fra før reformationen i 1500-tallet, men Sønder-Bjerges udgave er en sjældenhed, idet den er en helgentavle med en fortælling om Sankt Katharina.

Når altertavlen er omtalt som en skarnstavle, skyldes det en fynsk biskop og hans svigersøn, der besøgte en række kirker. Hver gang svigersønnen så altertavler med helgenbilleder, blev han vred og forlangte ”skarnstavlerne” fjernet, og langt de fleste blev ødelagt, da man gik hårdt til værks mod katolske minder i reformationens hellige navn. Biskoppen og hans følgesvend nåede heldigvis ikke til Sønder-Bjerge, og man kan se helgeninde Katharina midt på tavlen med sværd i hånd. Der går mange sagn om den bevæbnede dame, nogle gør hende til kongedatter fra Cypern, hun var smuk og havde mange bejlere, men enden på det hele blev, at Katharina blev halshugget, da hun sagde nej til en kejsers frieri. Forinden var hun blevet tortureret og lagt på et hjul med skarpe knive. Disse blodige begivenheder er beskrevet på altertavlens nederste felter.

Mine hjul har ingen skarpe knive, heldigvis, de ruller godt i medvinden på det sydvestlige Sjælland.

Skælskør, åh ja, sidst jeg var her kunne man køre i sporvogn om sommeren fra den gamle jernbaneremise og ned på havnen. Omstigningsklubben holdt liv i de gamle københavnske sporvogne, men nu kommer der ikke længere en sporvogn og en pige til. Sporene er fjernet, bryggeriet Harbo skulle bruge mere plads, og byen måtte træffe et svært valg: En øl eller en omstigning.

Så må man tage bussen, og det vil jeg hellere end gerne, da jeg ser en Volvo B11 fra Østhimmerlands Rutebiler holde på kajen foran den gule dampmølle fra 1853. Rutebilen skinner i sin nypudsede røde lak, komplet med flag og tagbagagebærer med påmonteret stige. Den røde dame er klar til at fylde sin kapacitet på 29 passagerer. Sort nummerplade, U 9101.

Bussen er bygget på Århus Karosserifabrik og indregistreret i 1938, den har seks cylindre og yder 90 hestekræfter. Det må have været en ypperlig oplevelse at blive fragtet rundt i de østhimmerlandske bakker i denne smukke skabning, der kan byde på bløde, polstrede plyssæder.

Bussen var på vejene indtil oliekrisen i 1973, da blev den forslugne benzinmotor for dyr at holde i gang for ejeren.

Bushistorisk Selskab fik overdraget bussen i 2004, og den ser ud, som var den lige rullet af fabrikkens transportbånd. Selskabet har en række veteranbusser, som i sommerhalvåret bringer fortidens flotte former ud på landevejene.

Tilbage på fodsporet ad samme vej, som vi kom, min stålganger og jeg. I T-krydset syd for Dalmose vender vi snuden mod endestationen i Næstved. Først må vi dog gennem Hyllinge, og her må jeg igen opsøge kirken, der ifølge en lokal skrøne engang havde en pigeglad præst på lønningslisten:

”Præsten og hans nabo var ofte uvenner, og da naboens køer en dag befandt sig på præstens mark, tog præsten køerne i forvaring. De to herrer skændtes nu om betingelserne for løsladelsen af køerne, og til sidst blev de enige om, at den, der først fik sagt godmorgen til den anden, var kreaturernes retmæssige ejer. Om aftenen klatrede naboen op i et stort kastanjetræ i præstens have, og her ventede han på, at Herrens mand skulle stå op. Præstens tjenestepige skulle den nat ud i et nødvendigt ærinde i det udendørs lokum, og hun fandt det ikke nødvendigt at tage tøj på. Tilfældigvis skulle præsten også benytte faciliteterne, og da han så pigen, foreslog han hende, at de skulle lade ”Pilatus gøre en rejse til Jerusalem”. Den var pigen med på, og de hyggede sig en stund i græsset, før de igen gik til ro i huset. Præsten stod tidligt op, for han ville ind og hilse på naboen, men næppe var han kommet ud ad døren, før der lød et ”godmorgen hr. pastor” oppe fra træet. Den forvirrede præst spurgte naboen, hvor længe han havde siddet i træet. ”Lige siden Pilatus rejste til Jerusalem,” svarede nabomanden. Den historie ville præsten ikke have ud, så han overdrog straks køerne til naboen.”

Den slags hændelser tror man slet ikke har fundet sted på denne matrikel, når man ser den noble, hvidkalkede kirke.

Næstved viser sig snart i horisonten, og jeg kører på den gamle jernbanebro over Suså. Man må af cyklen og ned til åbredden for at beundre de gamle nittede jernkonstruktioner under broen. Et par ungersvende er i færd med at passere åen, idet de kravler rundt i gitterspærene, der bærer broen. Sådan kan man også komme tørskoet over vand. I Næstved gør det ikke noget, at tingene er små. I centrum, på Hjultorvet, står Danmarks mindste rytterstatue. Den er opført i anledning af byens 800 års jubilæum i 1935, og mand og hest fylder kun 43 centimeter i højden. Til gengæld er ekvipagen placeret på en meget høj sokkel. Rytteren forestiller den sjællandske stormand Peder Bodilsen, der i 1135 stiftede et benediktinerkloster, Sankt Peders Kloster, i byen.

Jeg holder paraderne oppe, da jeg forvilder mig ind i Kindhestestræde, man må formode, at den sorte skole har haft til huse i nærheden.

Dernæst drejer jeg ind i Riddergade og bliver straks udsat for spot og spe. En række hoveder i nummer 5 vrænger og rækker tunge ad mig og såmænd ad alle andre også. De er placeret nederst på tretten udskårne bindingsværksbjælker eller såkaldte knægte, som bærer husets tag. Mellem bjælkerne er tolv fag vinduer og døre.

Hovedmotiverne på bjælkerne er Jesus omgivet af sine tolv apostle. Figurerne ledsages af adelige våbenskjolde og borgerlige bomærker, og det antages, at huset har tilhørt et senmiddelalderligt gilde, Kristi Legems Gilde. Huset er oprindeligt opført tidligt i 1500-tallet. Når man går op ad trappen til indgangen, følges man til dørs af Bartholomæus med kniv (til venstre) og på højre side ses Andreas med sit Andreaskors. Jesus har ingen symboler, men til gengæld en forkyndende attitude.

Jo, et mægtigt gilde er det på facaden af den gamle rønne.

 

BANENS HISTORIE

  • Slagelse-Næstved og Dalmose-Skælskør sendte de første tog på banen i 1892. Persontrafikken på ”sidegrenen” til Skælskør ophørte i 1950, mens den fortsatte på hovedlinjen til 1971. Derefter blev der i endnu nogle år kørt med gods. Kørslen på banen krævede stor opmærksomhed, på de 40,1 kilometer mellem Slagelse og Næstved var der ikke færre end 123 større eller mindre overkørsler. Og det vrimler da også med små ledvogterhuse, let genkendelige på det gule murværk med bånd af røde sten og runde vinduer i gavlen og med sadeltag.

Stationer på ruten

  • Slagelse-Næstved (40 km): Slagelse, Sludstrup, Flakkebjerg, Dalmose, Holsteinborg, Sandved, Hyllinge, Fodby, Ladby, Sjælland, Næstved.
  • Dalmose-Skælskør (11 kilometer): Dalmose, Sønder-Bjerge, Tjæreby, Skælskør.